Odense bivogn 32

Odense Sporvej (OS)
Nedlagt

1913: Leveret som Odense bivogn 32, fabrik Allmänna Svenska Elektriska Aktiebolaget (ASEA).

Platte: Odense Hovedlinie med motorvogn 5 ved Hunderup Skov (1974)1911 Odense Sporveie 1952Af Henrik Boye, Skotman Jensen - 1974.

27:47

Odense Sporveje 100 år (1911-2011)Den 5. oktober 1911 begyndte A/S Odense Elektriske Sporvej sin drift. Samme dag afgår den gamle Odense-sporvogn fra Sporvejsmuseet til Flakhaven i Odense og vil være udstillet på Danmarks Jernbanemuseum resten af ​​oktober. Den femte oktober - er det præcis 100 år siden, at Odense Elektriske Sporvejsselskab begyndte at køre sit første spor? Og kan man på dette hundredeårsjubilæum, den 5. oktober, se det gamle Odense-spor, nu på Gedsholm Sporvejsmuseum foran Odense Rådhus, præcis som det så ud, da det første gang blev vist frem for offentligheden den 12. september 1997, efter at være blevet fuldstændig renoveret fra den 6. oktober til resten af ​​måneden? Kan man se sporet på Danmarks Jernbanemuseum, som i øjeblikket er vært for en udstilling om moderne sporvogne og letbaner, der nu er på vej tilbage til Danmarks tre historiske sporvejsbyer: Odense, København og Aarhus? Hvis nogen kender Odense Sporvejs historie, er det Ole Iskov. Hans far arbejdede for Odense Sporvejsselskab, og hans dybe interesse for sporvogne stammer fra en livslang fascination. Ole Esgaard forfattede en bog om Odense Sporvej, udgivet af Sporvejshistorisk Selskab i 1986. Du er nævnt i forordet til den bog. Den amerikanske forfatter Ray Bradburys bog, "Dandelion Wine", har en hovedperson, Douglas, der som 12-årig oplever noget om sporvognen i sin hjemby i USA. Hvorfor nævnte du den bog? Jeg kan ikke lade være med at sammenligne den med mig selv. Jeg var også mig – jeg var 14, da de lukkede Odense Sporvej – og jeg har det på samme måde som Douglas i "Dandelion Wine", som ikke er en science fiction-bog, i modsætning til Bradburys sædvanlige stil. Han siger noget i retning af: "Den flinke kusk kommer og kører sin sporvogn og siger: Hej børn, hop ind – det er gratis i dag. Det er den sidste dag," siger Douglas, "den sidste dag." Det kan de ikke gøre for evigt – han havde kørt sporvogn hele sit liv, kendte dens lyde, dens lugt og så videre. Og jeg tror, ​​det samme skete for mig også. Da jeg ankom til Odense i 1950 og arbejdede med sporvognen i to et halvt år, vidste jeg altid, at den ville lukke – en smuk dag. Men det var først den 1. juli 1952, da jeg så alle vognene holde stille i Sønderborg, at det virkelig gik op for mig – ingen flere sporvogne. Det var alvorligt. Aldrig igen. Og det, der slår mig, er, at det samme sker igen i R. Bredbergs bog. Jeg flyttede fra Svendborg til Odense i januar 1950, fordi min far, maskinarbejder hos Svendborg Kommunale Elselskab, blev ansat som formand hos Odense Sporvej. Han var uddannet maskinarbejder og var i lære hos Thomas B. Trige, før han gik på Maskinmesterskolen. Han kendte Thomas B. Trige, og lærlinge fik normalt et par venlige ord fra ham, når de blev til "Svenne". Så min far gik på Maskinmesterskolen og blev maskinarbejder, hvor han arbejdede sammen med en elinstallatør. Han arbejdede også hos AP Møller i et par år i 1930'erne, blandt andet på tankskibet Jan Mærk. Mærk kom i land før krigen og blev ansat i Københavns Belysningstjeneste, hvor han arbejdede på HC Ørstedsværket og det gode skadesværksted. Min far valgte også sin forgænger, den gamle postformand Andersen, en uddannet maskinarbejder. Derfor føltes det rigtigt for mig at komme til Odense, ligesom Odenses spor. Selvom jeg vidste fra aviserne, at det ville lukke ned, havde jeg allerede en lille interesse for Københavns sporvogne. Jeg var født i København og boede på linje fem, som var den sidste sporvognslinje der, så jeg havde det i blodet. Første gang jeg var med min far i remisen, så jeg alle sporvognene – det var virkelig spændende. De fleste var ude og kørte, men nogle blev i remisen. Mærkeligt nok fik jeg endda en hilsen fra remisedirektøren den dag. Han syntes, det var sjovt at gå rundt og se, hvilke børn der var i remisen. Han var altid venlig. Jeg havde tidligere været ude at køre i Odense og var meget begejstret. Sporvognene, jeg så, var røde og blå. Jeg var vant til de gule i København. Det var heldigt, at min fars ansigt betød, at vi børn fik gratis billetter – dog kun på skoledage eller hverdage, ikke i weekender, helligdage eller aftener. Men da sporvognene endelig kørte, lærte jeg gradvist alle vognene at kende – og jeg husker hver eneste en. Nummer 12 var en af ​​dem, solgt til Uppsala i 1945, sammen med nummer seks. Jeg kendte mange lokomotivførere – jeg stod ivrigt tæt på dem – og endda mange konduktører, selvom jeg ikke er sikker på, at de alle kendte mig. Jeg var trods alt en genert dreng. Men konduktørerne var søde, og jeg nød altid mine ture.Af SporvognDK - 1911 - 2011.

Odense Sporvej (OS)
Nedlagt

30. juni 1952: Ophugget.